Teater, der virkelig vil os noget

by Monna Dithmer, Politiken, 26 June 2014

★★★★★ CPH Stage

De stærkeste forestillinger på CPH Stage er teater, der virkelig vil os noget. Den rå direkthed finder man i de to internationale pletskud ’Cmmn Sns Prjct’ og ’La Merda’ (Lort).

Her er der en fuldstændig afvæbnende og frygtløst furie rasende Silvia Gallerano, der gjorde ’La Merda’ til indbegrebet af den særlige force, en rå direkthed og følelsesladning. Den teater, der virkelig vil os noget.

Lårene, Pikken og Berømmelsen

Med ’La Merda’ på Husets Teater kunne man som et andet af festivalens internationale højdepunkter opleve en tilsvarende konsekventstripping down to basics, men i form af en mere korporlig form for nøgenhed.

Udsat på en megahøj barstol sidder en nøgen lille kvinde – som indbegrebet af både sårbarhed og styrke.

Med fødder, der på abevis knuger sig om stolebenene, og et livskraftigt gab af en mund med røde læber, står det ud af hende med en hyperaktiv strøm af ord. Nonstop, med kurs mod orgiastisk orkanstyrke.

Hun sidder jo og er direkte på vej mod celebrity-tinderne og og vælter ud med alle buzzordene med at være modig og parat til at ofre sig, for at blive sit rigtige selv.

Der er bare lige det problem; det eneste, der står mellem hende og berømmelsen i form af den altafgørende audition – til en skaldet reklamefilm: de her lår!

Som et uovervindeligt tyngdepunkt sidder de her lår på hende, mens hun rabler af sted.

Som dramatikeren Cristian Ceresoli har sagt det, er det »en tragedie i tre satser: Lårene, Pikken og Berømmelsen«.

Lårene er en fysisk skæbne, en fastnagling, ligesom alle de pikke, som hun har mødt og fået i munden, i øret og i hånden som uundgåelig del af vejen mod toppen/undergangen – eller den der lort, som titlen henviser til – men som ikke skal afsløres her, lige så lidt som monologens anti-Berlusconi-inflammerede samfundskritiske bid.

Folk må selv opsøge den danske version af ’Lort (La Merda)’, når den til januar bliver vist på Husets Teater med Danica Curcic.

Her er der en fuldstændig afvæbnende og frygtløst furierasende Silvia Gallerano, der gjorde ’La Merda’ til indbegrebet af den særlige force, der i det hele taget har karakteriseret festivalens bedste forestillinger, en rå direkthed og følelsesladning.

Det gælder ’Cmmn Sns Prjct’, ’Tomorrows Parties’ og på den danske side f.eks. også ’My Body is a Barrel of Gunpowder’, ’Boys Dont Cry’ og ’May Your Dreams Come True’.

Alt sammen teater, der virkelig vil os noget.