af Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersDH, 17 januar 2015

★★★★★ Husets Teater

Danica Curcic har frygtløst og godt fat i den italienske monolog  ’Lort’ om kvindeundertrykkelse og nationalisme.

’Lort’ på Husets Teater. Dramatiker: Christian Ceresoli. Instruktion: Simon K. Borberg. Oversættelse: Rie og Simon K. Boberg. Medvirkende: Danica Curcic.

’Lort’ spilles på Husets Teater på Halmtorvet til og med 7. februar

DÉR sidder hun så igen, denne kvinde, denne donna italiana. Nu Danica Curcic, for et halvt år siden Silvia Gallerano. Nu på en hvid plint i et kridende hvidt rum – dengang på en høj stol i et rum så kulsort.
Igen som Gud har skabt hende.

Igen: Fortællingen, monologen, om en kvinde i et moderne Italien, fanget, ofret eller ’opofret’, som hun selv siger på et tidspunkt – ”opofret, for det betaler sig!”.

Sagt i hendes rasende udlevering af det cirkus, hun allerede som teenager, har kastet sig ind i. Et cirkus af vanvittig selvpromovering, hvor hun lader sig suge op i drømmen om at blive kendt, berømt, komme i mediernes søgelys, om det så bare er for ti strålende sekunder i en reklamefilm.

Kroppen er i spotlyset på scenen, det er kroppen, der er offeret, og Danica kan som Silvia Gallerano og som den kvinde, de spiller, stille kroppen til skue som det produkt, der ofres på mediernes, på reklamens, på konsumenternes alter. Kvinden på scenen river og flår som en anden slagteriarbejder i de lår og deller, der er brugsvaren, i ekstatisk jagt på at gøre varen salgbar.
Og hendes beretning rummer alle de tilløb, der er taget siden i den 13-årige piges teenage-liv.

OFRET

For hundrede år siden skabte Stravinskij det ’Forårets offer’ – det ’Sacre du Printemps’, der med koreografisk vildskab genskabte fortidens rituelle ofring af kvinder. I ’La merde’ – ’Lort’ som er blevet den danske titel – fortæller kvinden om de ofre, kvinder nu til dags ved egen kraft foretager for at være brugbare på tv-skærme og på producenternes lagener.

Danica Curcic jonglerer med alle til rådighed stående midler. Replikker naglet til fortællingen med ironisk udkrængning af genoplevelse, publikum revet ind i historierne med intense blikke og henkastede cæsurer i fortællerytmen, latteren vredet ud af detaljer. De obskøne såvel som de rørende.

I monologen bliver det – i hvert for denne anmelder – endnu tydeligere end ved førsteopførelsen, hvor meget der er tale om en indædt kritik af det italienske samfunds mandsdyrkelse og nationalisme.

Silvia Gallerano sluttede stykket med at indhylle sig i det italienske flag, Dania med at synge den italienske nationalsang efter slutreplikken ’Det mandlige køn er vores banner’.

Italiens historie lurer gennem den timelange monolog med henvisninger til de fascistiske strenge, pigens far spillede med på, fascismens undertrykkelse af svage og krøblinge, og kvinders placering i systemet.

Men de nutidige paralleller til reality-mentalitet og hjernetom visualisering gror som lort ud af historien, fortalt med besk voldsomhed og skarpeste replikker.

Anmeldelsen af forestillingen med Silvia Gallerano findes på bloggen fra 13.6.2014. Manuskriptet til den danske oversættelse af ’Lort’ er trykt og fås på Husets Teater.